OmniFocus 2 til Mac er endelig klar!

Endelig! Efter at have ventet i næsten halvlandet år på den rigtige version 2 af det populære Getting Things Done-program til Mac, OmniFocus, er der lys for enden af tunnellen. I går frigav firmaet OmniGroup nemlig langt om længe OmniFocus 2. Det er en stor begivenhed i hardcore GTD-kredse over hele verden – for nu bliver brugervenligheden af Mac-versionen af programmet bragt op på niveau med, hvad man har været vant til på både iPhone og iPad i årevis. Her er en introduktion til det nye interface.

Mac- og iOS-programmet OmniFocus er sammen med Things! (ligeledes Mac og iOS) en af kæmperne inden for professionel Getting Things Done-software (GTD). Så da firmaet bag annoncerede beta-udgaven af den længe ventede version 2 af det populære program på en tilsyneladende hyggelig minikonference i venners lag i februar 2013, var der mange, der som jeg begejstrede så frem til den rigtige version blev meldt færdig.

Men ventetiden skulle vise sig at blive endog meget lang! Først i dag næsten halvandet år senere er det endelig sket: OmniFocus 2 til Mac er langt om længe klar!

Beta-software og Getting Things Done går ikke hånd i hånd

Med noget så centralt som den GTD-software, der hvis man bruger det fuldt ud faktisk organiserer alle de vigtigste opgaver i ens liv, er der ingen grund til at tage nogen chancer. Så for mig har der ikke været nogen tvivl om, at jeg blev nødt til at vente på den færdige version før jeg kunne skifte.

omnifocus-reveal
OmniFocus anno 2007 – interfacet har været stort set uændret i 7 år!

Men ventetiden har været svær og jeg har flere gange overvejet helt at skifte væk fra OmniFocus og over til en af de efterhånden mange konkurrenter. For faktum er at brugergrænseflade til Mac-versionen af OmniFocus stort set har været uændret siden de første screenshots for programmet blev offentliggjort helt tilbage i 2007. Og den har aldrig fungeret rigtig godt: Grim og klodset, intimiderende overfor nybegyndere, for kompliceret, for ikke-intuitiv at bruge og for langsom er bare nogle af de ord man med fuld rimelighed har kunnet hæfte på Mac-oplevelsen af OmniFocus. Og det er altså et meget kedeligt skudsmål for et GTD-program, når nu Getting Things Done-principperne ellers i den grad handler om at organisere sig på en måde, der bringer ro, enkelhed og naturlig fokus – ja nærmest Zen ind i ens hverdag.

iPad- og iPhone-versionerne holdt humøret oppe

Hvad der afholdt mig fra at skifte var iPad- og især iPhone-versionerne af programmet. For lige så bøvlet og grim Mac-versionen var i praksis, lige så enkel og elegant var iPad- og iPhone-versionerne. Den bedste software giver en lyst til at eksperimentere og kigge kreativt på de ting man arbejder med. Og det gør begge mobil-udgaverne af OmniFocus.

Folkene hos OmniGroup har helt sikkert været klar over problemerne og over at deres mobil-versioner var vejen frem. For når Mac-versionen nu endelig er blevet opdateret, er det alle de gode ting fra mobil-versionerne, der er kommet med over.

Herunder følger er en kort opsummering af de vigtigste nye features, samt nogle rigtigt gode videointroduktioner til dem fra OmniGroups YouTube-kanal.

Standard-version til halv pris – nye brugere kan (nemt) starte her

OmniFocus-2-ships-in-June
Brugerinterfacet for OmniFocus 2 til Mac er lyst, let og overskueligt.

I erkendelse af at mange af programmets features er forvirrende for begyndere, har OmniGroup nu lanceret en (iøvrigt billigere) Standard-version af programmet, som er strippet for følgende tre avancerede features: Focus, Custom Perspectives og AppleScript-integration. Det er et rigtig godt valg, idet disse features så absolut er for mere øvede brugere. Hvis man senere får brug disse features, kan man opgradere til Pro-versionen, som svarer til den hidtidige udgave af programmet.

Nyt, elegant og simplere brugerinterface for perspectives

Perspectives en vigtig del af OmniFocus, og dækker over at man foruden den traditionelle GTD-opdeling af opgaverne på hhv. projekter og kontekster, også kan komme til at se på sine opgaver fra forskellige vinkler – perspektiver – alt efter hvad det er, man har behov for at få et overblik over. Den nye Standard-version af OmniFocus er født med 6 perspektiver, nemlig Inbox, Projects, Contexts, Forecasts, Flagged og Review, mens man med Pro-versionen kan tilføje lige så mange selvdefinerede Custom Perspectives, man måtte have lyst til.

Som det kan ses på videoen herunder har OmniGroup-folkene gjort virkelig meget ud af at gøre perspectives-interfacet både elegant og brugervenligt:




 

Begavet brug af farver og ikoner gør det nemt at overskue opgaverne

Den smarte brug af ikoner, farver og former, som man kender fra mobil-versionen er nu også kommet til Mac-udgaven af programmet. Der er nu komprimeret utroligt meget information ned på ikke ret meget plads, hvilket gør de mange opgavelister, der er kernen i ethvert GTD-program, langt mere overskuelige og rolige at se på.

Her er en kort introduktion til de nye ikoner og hvad de forskellige detaljer betyder:




 

Forecast- og Review-perspektiverne er nu endelig også kommet til Mac’en!

De to features fra mobil-versionerne af OmniFoucs, der om nogen har fået mig (og sikkert også mange andre) til at bide tænderne sammen og holde ud, mens jeg ventede på den endelige Mac-version af programmet er Forecast- og Review-perspektiverne.

På iPad’en er Review-perspektivet en kæmpe hjælp, når man skal lave den ugentlige gennemgang af alle sine opgaver. Det ugentlige review er en hjørnesten i GTD-metodikken og er erfaringsmæssigt det sted, hvor både nybegyndere og garvede brugere jævnligt oplever falder af falde af GTD-hesten. Med review-perspektivet er det nemt at klikke igennem alle sine projekter og på den måde hurtigt få opdateret dem og luget ud i opgaver, der er løst eller ikke længere er relevante etc. På den måde undgår man at listerne sander til i gamle ting, der ikke længere er relevante. Nu er dette altså også muligt på Mac’en på den samme intuitive måde, som på iPad’en.

Tilsvarende har Forecast-perspektivet især på iPhonen længe været en uvurdelig hjælp i det daglige, idet man her kan få et meget smidigt og super overskueligt kig på en kombination af både sine opgaver med deadlines og sin kalender. Og den feature er altså nu også kommet til Mac’en – blot med den ændring, at man her kan se detaljer hele 30 dage frem i kalenderen mod iPhone-versionens blot 7 dage.

Som det fremgår af videoen herunder er Forecast-funktionaliteten implementeret rigtig elegant på den nye Mac-version af OmniFocus:




 

Men var det den lange ventetid værd? Og er den nye Mac-version af OmniFocus 2 også i praksis lige så god i daglig brug, som iPad- og iPhone-versionerne?  Det finder jeg ud af i løbet af de næste par uger, hvor jeg langt om længe kan komme til at bruge programmet på min egen Mac og i virkelige arbejdssituationer. Stay tuned for mere info fra OmniFocus-fronten i den kommende tid!

Sign op til nyhedsbrevet og læs mere

Sign op til nyhedsbrevet herunder og følg med i de kommende blogindlæg. Foruden at skrive om Getting Things Done og Flow, vil jeg løbende undersøge konsekvenserne af den digitale udvikling og se nærmere på de mange nye onlineværktøjer, der dukker op.

Tilmeld dig Things in Flows nyhedsbrev:

Det var det! Følg med på denne blog for at få flere tips, tricks, detaljer og analyser – enten via Twitter eller som nyhedsbrev. Kommentarer og feedback modtages med kyshånd.

Nybegynder med GTD, Flow eller online publicering? Book et introduktions-seminar og få hjælp til at komme godt i gang.

 

 

Niels Ole Dam

Niels er stifter og ejer af Things in Flow. Han har arbejdet som både teamleder, journalist, digital konceptudvikler og webredaktør, og har desuden mange års konsulenterfaring med store redaktionelle websites på open source platformen Drupal. Arbejder i dag med coaching inden for personlig produktivitet, samt som mødefacilitator, ekstern projektkonsulent og flowudvikler for en række enkeltpersoner, firmaer og organisationer. Er desuden stærk til dataanalyse med både R, Disco og ProM.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *