Tele og fitness giver stof til eftertanke: Abonnementer er fremtiden

Jeg havde helt glemt hvor interessant dagbladet Børsen egentlig kan være, når det er bedst. Men så læste jeg interviewet for et par dage siden med Per Lyngbak Nielsen, chefen for Fitness World – Danmarks største fitnesskæde – hvori han konstaterer at “tele og fitness er faktisk helt ens”. Interviewet fik mig til at tænke over, hvad det egentlig er for nogle forretningsmodeller, der har mest succes i disse år.

Det er efterhånden en del år siden jeg sidst læste dagbladet Børsen jævnligt. Men det gør jeg igen nu – i hvert fald for en tid, mens det gode introduktionstilbud fra Børsen til mit nystartede firma løber. Og jeg må sige, at det indtil videre har været en rigtig positiv oplevelse igen at læse “erhvervslivets egen avis”, som de vidst nok kaldte sig selv for nogle år siden.

For jo, naturligvis er mange af historierne både tørre og kedelige, hvis man ikke lige interesserer sig for landbrug, kraftværker eller skænderier i lokale partiforeninger. Men generelt er artiklerne som helhed godt vinklet og informative, ligesom de bærer præg af at der er noget på spil for dem, der udtaler sig til avisen. Det er trods alt penge, image og arbejdspladser, der er på spil for de fleste, der lægger navn til Børsens historier.

Og af og til finder man et ægte guldkorn, i form af en artikel hvor man får noget at vide, som man ikke lige vidste i forvejen. Sådan var det for mig i onsdags, hvor Fitness Worlds Per Lyngbak Nielsen blev portrætteret over et par opslag i Børsen-tillægget Executive.

Foretrækker folk med telebaggrund til fitnesskæde

I interviewet i Børsen (kræver abonnement) kommer fitness-topchefen med den – i hvert fald for mig – overraskende oplysning, at tele- og fitness-brancherne har meget mere til fælles end man lige skulle tro. Ja, at de to brancher faktisk er helt ens: Begge er abonnements-baserede og begge handler om at opbygge et længerevarende kundeforhold, ved hele tiden at udvide med nye interessante produkter for kunderne, samtidig med at man konstant lukker ned for de ting, som ikke længere efterspørges tilstrækkeligt ofte.

Dette er øjensynligt en meget svær øvelse, som kræver stor professionalisme, en høj grad af decentralt selvstyre og konstant fokus på både nye produkter og på besparelser.

Ifølge Per Lyngbak Nielsen er især folk, der har gjort karriere i telebranchen rigtig gode til denne øvelse. Og af samme grund foretrækker topchefen derfor også folk med en fortid i telebranchen, når han skal hyre nye folk til Fitness World.

Interessant indsigt fra en af de garvede personer, der har været med hele vejen i telebranchens vilde år i 1990’erne og nu slår sine folder blandt romaskiner og løbebånd.

Abonnementsmodellen vinder frem overalt

Når jeg synes at den ovennævnte historie er så bemærkelsesværdig, skyldes det ikke at jeg er specielt interesseret i hverken fitness eller telefoni – begge dele er i min optik dagligdags lavinteresse “commodities”, som bare skal være der, hvis man har brug for dem.

Nej, det er derimod betragtningen om, at det er den samme kombination af abnnements-modeller, langvarige kundeforhold, samt konstant og fokuseret professionalisme, der skal til for at skabe succes i to ellers helt forskellige brancher, jeg finder interessant. For hvis den samme opskrift kan give succes i disse to brancher, så kan den med garanti også bruges med succes andre steder.

Og for at den kan føres ud i livet kræver det rigtigt meget omtanke og rigtigt meget fokus på ting, som jeg interesserer mig brændende for: nemlig bevidste og effektive arbejdsgange – samt flow.

Apples køb af Beats Music for 3 mia. dollar handler også om abonnementer

Abonnements-ideen er naturligvis ikke ny. Da jeg i sin tid arbejdede med magasiner, skete det fx i et firma, der i over 30 år havde haft voldsom succes med at indføre netop abonnmenter i en branche, der ellers havde været præget at enkeltstående løssalg i især kiosker og supermarkeder.

Men i de sidste par år har ideen fået en sand revival, idet alt fra sokker, mad og barberskrabere, til biler, film og musik nu kan fås i abonnement. Tilsvarende er det i dag normen, at selv avancerede softwareløsninger købes og betales som abonnement – tænk bare på de altdominerende Google Apps, som firmaer betaler for månedligt og på, hvordan funktionaliteten i både Microsofts og Adobes tidligere så dyre Office- og Creative-pakker i dag kan købes som et (relativt) billigt abonnement.

Apples officielle annoncering i forgårs af købet af Beats Music og Beats Electronics for den rekordstore sum af ialt 3 mia. dollars handler også om abonnementer, idet det primært er abonnementsservicen Beats Music – og især folkene bag – som Apple er interesseret i at få ombord.

Der tales i ramme alvor om, at vi er inde i en såkaldt “subscription economy”, hvor alt fremover vil kunne købes i abonnement. Hvis det er rigtigt, så vil der blive rift om de folk, som Per Lyngbak Nielsen netop er så glad for: Professionelle abonnements-tænkere, der har fuldstændigt styr på deres forretnings-flow, så de konstant og uden spild kan tilpasse produkterne løbende og skabe effektiv kundeservice i alle led.

Sign op til nyhedsbrevet og læs mere

Sign op til nyhedsbrevet herunder og følg med i de kommende blogindlæg. Foruden at skrive om personlig produktivitet (fx Getting Things Done) og Flow, vil jeg løbende undersøge konsekvenserne af den digitale udvikling og se nærmere på de mange nye onlineværktøjer, der dukker op.

Tilmeld dig Things in Flows nyhedsbrev

Det var det! Følg med på denne blog for at få flere tips, tricks, detaljer og analyser – enten via Twitter eller som nyhedsbrev. Kommentarer og feedback modtages med kyshånd.

Nybegynder med personlig produktivitet, Flow, digitale arbejdsgange eller online publicering? Så book et introduktions-seminar og få hjælp til at komme godt i gang!

Niels Ole Dam

Niels er stifter og ejer af Things in Flow. Han har arbejdet som både teamleder, journalist, digital konceptudvikler og webredaktør, og har desuden mange års konsulenterfaring med store redaktionelle websites på open source platformen Drupal. Arbejder i dag med coaching inden for personlig produktivitet, samt som mødefacilitator, ekstern projektkonsulent og flowudvikler for en række enkeltpersoner, firmaer og organisationer. Er desuden stærk til dataanalyse med både R, Disco og ProM.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *