Grundbegreber: De fire faser af flow

Fortvivl ikke her, hvis de ting, du brænder for og bruger meget energi på, føles både tunge og ufremkommelige: Måske du bare inde i den demotiverende og ørkesløse fase, som går forud for det helt store gennembrud, hvor alting bare spiller igen! For hvad de færreste ved, så er den eftertragtede flow-tilstand blot højdepunktet i en cyklus på i alt 4 faser. Og hvis vi tackler dem forkert, kan faserne både før og efter flowoplevelsen, føles endog meget ubehagelige.

Flow er betegnelsen for den yderst behagelige, vanedannende og desværre alt for sjældne tilstand, hvor vi føler os ét med det vi laver, fuld af positiv energi og i både kontrol og balance. Som når løbeturen bare flyver helt uanstrengt afsted, når rapporten skriver sig selv eller når det musikstykke, vi har øvet os på så længe, pludselig bare flyder naturligt fra fingrene. Oplevelsen er tæt knyttet til vores fysiologi, trækker hårdt på kroppens ressourcer og har derfor sin helt egen rytme, som man er nødt til at respektere, hvis man vil undgå problemer.

I sin fortrinlige og meget velresearchede bog “The Rise of Superman” opsummerer den amerikanske journalist og forfatter, Steven Kotler, de fire faser man uværgerligt kommer igennem når man oplever flow på denne måde:

  • Struggle
  • Release
  • Flow
  • Recovery

Struggle – Kæmp for sagen

Struggle-fasen er den sure og frustrerende fase, hvor vi opbygger viden og skills. Vi indsamler informationer og identificerer mønstre og gentager disse mønstre indtil de hænger sammen i “chunks”. Dvs. sammenhængende klumper af mønstre, som vi har lært hænger sammen, så vi efterfølgende kun behøver at se små hints eller dele af mønstret, for at vi kan fornemme hele sammenhængen. Som når sportsfolk træner de sammen bevægelsemønstre igen og igen, eller når forskeren bliver ved med at researche og læser flere og flere artikler – ofte med stor frustration og stress til følge: Alle de mange enkeltdele vil bare ikke hænge sammen. Jo mere man læser eller træner, jo mindre synes det at hjælpe – det føles ikke som om resultatet står mål med indsatsen.

Release – Giv slip

Hvis man vil opnå flow, er det efter opbygningsfasen tid til at slippe opgaven af syne. Slap af. Gør noget helt andet. Gå en tur, sov på sagen, spis en god middag med vennerne, se en film. Metoden er underordnet, bare du kommer helt væk fra opgaven.

Flow – Kom i flow

Nu er de mentale og fysiologiske forudsætninger på plads for flow. Der er naturligvis ikke nogen garanti for at flow-tilstanden vil indfinde sig, især ikke hvis du ikke har husket at sætte tid af til opgaven, at købe de ting der skal bruges eller på anden måde ikke er klar. Men med gode forberedelser er chancen for at tilstanden indfinder sig større, end den ellers ville have været.

Recovery – Lad op til næste runde

Den sidste fase i flow-cyklen er måske den vigtigste, men er også den som mange tit overser eller bare ikke tager tilstrækkelig alvorlig: Genopladning. Flow er hårdt for kroppen mentalt og fysiologisk, så der er ingen vej uden om at give sig den tid, der skal til for at komme til kræfter igen. Denne fase kan være meget deprimerende og har drevet store ånder til vanvid og desperation: Efter den fantastiske flowoplevelse er hverdagen nu igen grå og trist. Ja, situationen føles næsten værre end før – for nu har man jo prøvet, hvor godt det kunne være. Og hvordan skal man dog nogensinde kunne formå på egen hånd at finde tilbage i flow igen?

For nogle kan følelsen være meget svær at komme ud af, og det kan virke tillokkende at forsøge at skyde genvej og lede efter flow igen fx vha. kunstige stimulanser – lovlige eller ulovlige. Uanset valg af stimulans er dette dog ikke særlig heldigt, idet det kan føre til en negativ spiral, hvor man dræner endnu mere på kroppens ressourcer på et tidspunkt, hvor det der er brug for er hvile og genopbygning.

Det bedste at gøre i genopladningsfasen er i stedet at acceptere situationen og forsøge at få den hvile og adspredelse, der skal til for at blive klar igen til endnu en tur rundt i flowmøllen. Og ofte skal der ikke ret meget til: Selv noget så banalt som en gåtur eller en halv times powernap på det rigtige tidspunkt kan gøre underværker.

Så altså: Fortvivl ikke, hvis de ting du brænder for og bruger meget energi på føles meningsløse og ufremkommelige lige nu. Måske er du bare inde i den hårde og nervepirrende fase, som går forud for det næste helt store gennembrud! Eller har brug for at lade op for at gøre klar til næste runde.
;-)

PS
For dem der tvivler på at det faktisk er muligt at leve et dynamisk liv med store udfordringer og samtidig undgå at presse sig selv og sine omgivelser mere end godt er, så er her lige links til et par gode bøger, skrevet af markante personer som prædiker netop dette budskab – og som angiveligt også selv lever efter det, uden at det af den grund har forhindret dem i at opnå store resultater i deres professionelle liv:

Begge bøger er fulde af praktiske råd og kan virkelig anbefales.

Sign op til nyhedsbrevet og læs mere

Sign op til nyhedsbrevet herunder og følg med i de kommende blogindlæg. Foruden at skrive om personlig produktivitet (fx Getting Things Done) og Flow, vil jeg løbende undersøge konsekvenserne af den digitale udvikling og se nærmere på de mange nye onlineværktøjer, der dukker op.

Tilmeld dig Things in Flows nyhedsbrev

Det var det! Følg med på denne blog for at få flere tips, tricks, detaljer og analyser – enten via Twitter eller som nyhedsbrev. Kommentarer og feedback modtages med kyshånd.

Nybegynder med personlig produktivitet, Flow, digitale arbejdsgange eller online publicering? Så book et introduktions-seminar og få hjælp til at komme godt i gang!

Niels Ole Dam

Niels er stifter og ejer af Things in Flow. Han har arbejdet som både teamleder, journalist, digital konceptudvikler og webredaktør, og har desuden mange års konsulenterfaring med store redaktionelle websites på open source platformen Drupal. Arbejder i dag med coaching inden for personlig produktivitet, samt som mødefacilitator, ekstern projektkonsulent og flowudvikler for en række enkeltpersoner, firmaer og organisationer. Er desuden stærk til dataanalyse med både R, Disco og ProM.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *